Denne stol i børnestørrelse stammer fra Godhavn Drenge- og Lærlingehjem, og meget mere ved vi ikke. Derfor har vi brug for din hjælp. 

Stolen er generøst givet til museets samling af Godhavnsdrengene, som har fundet og erhvervet den gennem Den Blå Avis, hvor sælger havde fundet stolen på et loppemarked. 

Stolen er sandsynligvis lavet på snedkerværkstedet, men hvem der har lavet denne type stole og til hvilket brug ved vi ikke. Hvis du ved noget om stolen, hører vi meget gerne fra dig. Du er velkommen til at skrive til 

Drenge- og lærlingehjemmet Godhavn ligger i Tisvilde og fungerer i dag som skole- behandlingshjem for børn og unge. I 1964 var der plads til 70 drenge mellem 12 og 18 år. Forstanderen hed Chr. Beck. Det modtog ikke svagt begavede elever og havde fast psykiatrisk lægetilsyn. 

Godhavn blev oprettet af Axel Frydensberg i 1893 og anerkendt som opdragelsesanstalt for særligt vanskelige børn i 1906. I 1923 anerkendt som skolehjem for 80 drenge mellem 12 og 18 år. I 1962-63 opførtes en særlig lærlingeafdeling til 20 ældre elever. Godhavn havde gennem tiderne landbrug, gartneri, snedker-, skrædder-, smede- og maskinværksted, oplæring af kokke samt malerværksted.

Læs Jeppe Wichmann Rasmussens kronik i Altinget - eller herunder: Socialt udsatte kæmper med de samme problemer i dag, som de gjorde for 150 år siden. Derfor må vi lade nutidens problematikker spille bold op ad fortidens, så vi undgår at krydse vores eget spor og genopfinder allerede afprøvede og kasserede modeller, skriver Jeppe Wichmann Rasmussen, Danmarks Forsorgsmuseum.

CITAT

 Den sociale lovgivning indrettes ikke sjældent efter det mindretal, der misbruger systemet – svaret er derfor ofte flere sanktioner, mere straf, mere ansvar, mindre hjælp.

 Jeppe Wichmann Rasmussen

April 1876. Hermann på 12 år er på vej fra Slagelse til Kolding. Hermanns far er krigsveteran fra 1864, og moderen er husmor og passer familiens syv børn. Familien kæmper, og faren drikker.

Hermann er på vej til Kolding, fordi han skal anbringes på opdragelsesanstalten Landerupgård. Anstalten er oprettet i 1867 og åbnet med henblik på genopdragelse af drenge, der er kommet på afveje og i mange tilfælde vurderes som værende født med ”et større eller mindre forbryderanlæg”.

Hermann har pjækket fra skole, og som straf tilbringer han to et halvt år på den åndsforbedrende institution, hvor tæsk, isolation og hårdt arbejde er en fuldstændig integreret del af hverdagen.

I 81 år er Hermann mere eller mindre i konstant kontakt med systemet. Han tigger og drikker, han er hjemløs, har sjældent arbejde, og han stikker altid af fra de anstalter, han er spærret inde i. Sidste gang som 89-årig, da han rømmer Fattiggården i Svendborg.

Under en afsoning i Vridsløselille for tyveri af en frakke karakteriseres han som ”et Dovent og Fordrukkent Fattiglem”. Hermann dør som 93-årig på Svendborg Fattiggård i 1957 under sin 30. indlæggelse.

Ingen sort-hvide svar
Hermanns historie er barsk og fascinerende, men ikke unik.

Både historisk set og i dag er der mennesker, der af forskellige årsager hænger fast i systemet i store dele af deres liv.

Nogle mener, at det er de pågældendes egen skyld, at de er dovne nassere, der udnytter et naivt system, og andre mener, at det er samfundets skyld, fordi der er for meget kontrol, for mange sanktioner og for lidt forståelse. Nogle mener, at staten er nærig med hjælpen. Andre mener, at den er for gavmild.

Historien viser os, at det næppe er så enkelt. Der findes ingen sort-hvide svar, for virkeligheden og historien er mere nuancerede. Uanset hvad skylder vi os selv og hinanden at gøre en indsats for at forsøge at forstå, hvad der skete dengang, og hvorfor det stadig sker i dag. Socialhistorien kan hjælpe, for problematikkerne er i vid udstrækning de samme i dag, som de var for 100 eller 150 år siden: forsømmelse, psykiske og fysiske lidelser, misbrug og svigt – egne såvel som systemets.

Fem tragiske historier
Hermann er den ældste af de syv søskende. Hermanns lillesøster Harriet og lillebror Carl anbringes begge, ligesom deres storebror, uden for hjemmet. Harriet er blot fire år gammel, da hun overdrages til børnehjemmet Ilias Minde på Frederiksberg, og Carl kommer i familiepleje som 10-årig.

Som 11-årig idømmes Carl otte dages fængsel for betleri. Carl udvandrer senere til USA. Han dør i Chicago i 1904, 34 år gammel.

Som femårig overflyttes Harriet til Jægerspris Pigehjem, hvor hun tilbringer det meste af sin barndom. Som 18-årig beskrives hun af en ansat på Jægerspris Pigehjem som en ”rå og utvivlsom(t) letfældig tøs”. Harriet er på dette tidspunkt blevet ”indlagt på sygehus af Frederiksberg Fattigvæsen i gravid Tilstand”. Fem år senere er hun prostitueret i København.

Fem af de syv søskende kommer i løbet af deres liv i forbindelse med forskellige typer af anstalter, som skal forbedre dem; opdragelsesanstalter, fængsler og arbejdsanstalter, men uden synderlig positiv effekt, snarere tværtimod.

Broren Sophus, som både har været indlagt på Ladegården, indsat i Vridsløselille Statsfængsel og i Horsens Tugthus, dør i 1915 på vej til Kommunehospitalet. I tiden op til sin død har han været indlagt på arbejdsanstalten Sundholm på Amager. Broren Harald dør på Holstebro arbejdsanstalt i 1945.

De to yngste søskende, Fritz og Axel, som er vokset op hos deres mor (forældrene bliver skilt i 1880), klarer sig igennem det hele og får et almindeligt arbejds- og familieliv.  

Samfundet lider under manglende selvransagelse
Det er påfaldende, at dét system, som skal redde børnene fra deres ”åndelige og moralske fordærv” og deres utilstrækkelige forældre ender med at sende børn ud i de voksnes verden, der bliver præcis det, som selvsamme system er sat i værk for at forhindre.

Det er en eventyrlig mangel på selvransagelse, der demonstreres, så der skal en jævnt stor kost til at feje for den dør.

Samfundet lider under den manglende selvransagelse. Systemet lærer ikke af fejlene, men gentager dem igen og igen. Den sociale lovgivning indrettes ikke sjældent efter det mindretal, der misbruger systemet – svaret er derfor ofte flere sanktioner, mere straf, mere ansvar, mindre hjælp (økonomisk).

Ansvaret for at løse problemerne lægges i mange tilfælde over på socialt udsatte, der ikke aner, hvordan de skal løse dem. Dem, der lider det største tab, er de fattige og udsatte børn, som får deres fremtid ødelagt af voksne, og efterfølgende selv svigter samfundet og ikke mindst sig selv livet igennem.

Når vi skal finde løsninger på sociale problemer i dag, bør vi lade nutidens problematikker spille bold op ad fortidens, vi bør sikre os, at vi ikke krydser vores eget spor og genopfinder allerede afprøvede og kasserede modeller, som ikke virker, og vi skal forsøge at forstå, hvorfor vi gennem 150 år har forsøgt at løse de samme problemer, uden held.

 



Solen skinnende fortjent over gode mennesker i det københavnske i dag, for det har været en ganske særlig dag: Oskar Plougmand har sammen med Karina Eriksen indsamlet værdifulde livsvidneberetninger fra børn af anbragte børn i værket “Anbragte børns børn”, som i dag blev lanceret. 
Mere end 20 åbenhjertige, rørende og i den grad tankevækkende beretninger udgør bogen sammen med fagfolks og forskeres refleksioner. Og så har Sarah Smed fået den store ære at bidrage med et forord i følgeskab med Poul Rasmussen fra Landsforeningen af Godhavnsdrenge. 
I forordet skriver Sarah Smed bl.a. “Plougmand og Eriksen har i bogform skabt et enestående rum, hvor de svære, uforståelige og komplekse refleksioner fra børn af anbragte børn kan deles.”

AnbragteBjørn Christiansen er en af beretterne, og han fortæller: "Da jeg skrev bogen 'En redningskrans af bly' lavede jeg begrænsninger. En af dem var, at jeg ikke ville komme ind på min barndom. Dette var ganske simpelt fordi, jeg ikke ville udstille min far, og det ikke var relevant i forhold til historien. Dette har jeg måtte sande i den grad ER relevant. Vi er rigtig børn, som har lidt under systemets måde at behandle vores forældre på, som har været placeret på diverse institutioner. Jeg har beskrevet afsnittet ”Anderkendelse” i denne bog. Dette har været et stort handicap for mig. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg er offer for den sociale arv. Jeg har ikke fået anderkendelse af min far. Det har bevirket, at jeg har kæmpet for anderkendelse hele mit liv. Når den så kommer... den anerkendelse.... Jjaaa så kan jeg ikke håndtere den, og så finder jeg et nyt projekt og kæmper det til måls. Det er så vigtigt at man får hele paletten med, så alle aspekter kommer frem i lyset. Jeg har kostet systemet mange kræfter og penge. Vold blev en naturlig del af mit liv, og min måde og løse mine problemer på. Det er derfor denne bog er så vigtig. Hvis vi skal blive bedre i fremtiden, skal vi lære af fortiden, og gøre reagere i nuet. Det gør vi kun ved at systemets håndlangere, sætter sig ned og læser denne bog, og dermed bliver bevist om problemet, og hjælper os med at bryde den sociale arv. Tak fordi i ville dele min historie i denne vigtige bog."
(Bjørn Christiansen - forfatter til "En Redningskrans Af Bly" og beretter i "Anbragte børns børn")

Bogen vil kan bl.a. købes i museets butik og webshop.

 



Fortidens og nutidens forsorg blev indgående debatteret i dag på Forsorgscenter Sydfyn, da Preben Brandt lagde vejen forbi Svendborg. Stifteren af Projekt Udenfor og den tidl. formand for Rådet for Socialt Udsatte var besøg i forbindelse med sit nye bogprojekt “Fattigsteder” - en rejseberetning fra fattigforsorgens steder og mindesmærker, som også Svendborg, Forsorgscenter Sydfyn, Fattiggården og museet heldigvis kommer til at være del af. 

Preben Brandt havde indbudt leder af Forsorgscenter Sydfyn Gitte Kromann Jacobsen og Sarah Smed til en interviewsamtale om bl.a. fattigdom, hjemløshed og institutionsliv og arkitektur før og nu, og om det helt unikke samarbejde mellem museet og forsorgscentret. Det blev til en på mange måder givende samtale, som man vil kunne få indsigt i, når bogen engang kommer. Hvilket vi selvfølgelig nok skal fortælle jer om.

 




Selvom om museets arbejde er forankret i Fattiggårdens rammer i Svendborg, betyder det ikke, at vi ikke rejser ud og lærer og lærer fra os. Her får I derfor en "rejseberetning" fra Jacob Knage Rasmussen, der er i England for tiden.

I den seneste måned har jeg været indskrevet som en "visiting Ph.d. student på Faculty of Social Sciences på University of Bradford. Det har været en periode med fordybelse og gode drøftelser med bl.a. Dr. Carole Binns og Dr. Jim Goddard. Forleden besøgte jeg Care Leavers Association UK i Manchester, hvor bestyrelsesformanden Jim Goddard og den daglige leder David Graham, begge tidligere anbragte, fortalte om foreningens arbejde og erfaringer. Det var et yderst inspirerende besøg, hvor de bl.a. kunne fortælle om deres mangeårige arbejde med at støtte og hjælpe tidligere børnehjemsbørn i jagten på deres journaler. 
På en væg i foreningens lokaler hang også små budskaber og råd, som tidligere børnehjemsbørn havde skrevet til hinanden og til alle os, der ikke selv har erfaringer med at være anbragt. 
Jeg kunne bl.a. læse:
"You are not your circumstances...you are the creator and changer of them...your are who you want to be" (Janay)
"Never a failure, always a lesson" (Jodi).
"Be yourself, no matter what they say" (Unnamed).
"I was in care - so what!!!" (Gladys).
Mon ikke vi alle kan lære noget af disse kloge ord - jeg kan i hvert fald!"

I kan læse mere om The Care Leavers Association på dette link: http://www.careleavers.com/

Jacob Knage Rasmussens projekt er led i forsknings- og formidlingsprojektet "Velfærdshistorier fra kanten", som er støttet af Velux-fonden. Et projekt, som I kan læse mere om her: http://www.svendborgmuseum.dk/forskning