Klumme af leder af Danmarks Forsorgsmusum, Sarah Smed.
Bragt i  i Fyns Amts Avis d. 20 december 2019.  

prebenbrandt 352x438Den tidligere formand for Rådet for socialt udsatte og stifter af Projekt Udenfor, Preben Brandt har netop udgivet sin nye bog ”Fattigsteder”, hvor han tager læseren med som følgesvend på sin helt egen roadtrip rundt i Danmark til nogle af de bygninger og de steder, som fortæller historien om samfundets udstødte og fattige i sidste halvdel af 1800-tallet.

Det er en bog med 9 fortællinger fra, som det bliver beskrevet, ”de understes danmarkshistorie”. Fattiggården i Svendborg er ét af de fattigsteder, som Preben har lagt sin vej forbi, og som bliver beskrevet. Derfor inviterede Preben mig med på en lille del af vejen i tilblivelsen af bogen, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har set meget frem til den færdige bog. For tænk at få idéen til at formidle socialhistorie på denne måde. Statsminister Mette Frederiksen har skrevet forordet med titlen ”Vi skal huske dem, som andre glemmer”. Det er så sandt, som det står skrevet. Løbende tilføjer Preben sine egne finurlige og skarpsindige betragtninger om både de historiske og om nutidens vilkår for ”de underste”, der stadig ”svigtes, foragtes og ydmyges”.

Da Preben når Himmerland på sin danmarkstur, vælger han at fortælle historien om Chresten Christian Larsen, som født 12. september 1816 i Aars sogn. Om ham er noteret, at han var et ”slegfredsbarn” – altså et uægte barn, som faren ikke ville vide af. I sine tidligere barneår voksede Chresten først op med sin mor, som tog ham med ud at tigge, og da han var 7 år gammel, blev han lejet ud af sognet til andre familier, da moren og hendes nye mand ikke ønskede ham hjemme. Ti år gammel kom han tilbage til sin mor, og det er beskrevet om ham, at han til sin konfirmation var iklædt tøj, som han havde måtte låne 7 forskellige steder fra. Som 20-årig skulle Chresten prøve kræfter med militæret, men han blev hjemsendt fra sessionen som uduelig. Seks år senere gik det helt galt for Chresten. Da han skulle ride en vildhest til på en herregård, stejlede hesten med Chresten. Hesten væltede bagover, og Chresten brækkede højre lårben flere steder ved faldet. En læge kostede jo penge, og derfor forblev Chresten sengeliggende i flere måneder, mens bruddene voksede helt forkert sammen. Da han atter rejste sig fra sygesengen, var højre ben både for kort og for skævt. På sit sygeleje havde han fået hjælp fra fattigkassen, men efter sigende kom han frem til sin død i 1891 aldrig atter under fattigforsorg – imod alle odds undgik han den stigmatiserende, ydmygende og umyndiggørende hjælp. Chresten begravet på Nørre Tranders kirkegård, og senere blev der rejst både en mindesten, en stenskulptur og en træskulptur over ham. For Chresten blev med tiden en kendt skikkelse under øgenavnet ”Tordenkalven”. Nogle af jer læsere vil måske have stødt på hans historie i Johannes V. Jensens novelle om ham eller i Evald Tang Kristensens bog.

Tordenkalven blev en ikonisk skæbne. Både fordi han overlevede et hårdt liv mod alle odds, og fordi han valgte livet i frihed og på landevejen på trods. Tordenkalven gik altid i det samme lasede og utallige gange reparerede tøj. Hans bukser skulle efter sigende kunne stå af sig selv, og hans ”unikke uniform” skulle veje 10 kg med alle lapperne. Han var kendt og afholdt af langt de fleste. Man vidste, hvem han var, og han havde betydning. Mange sørgede for lidt mad og lidt hjælp, hvis han trængte. Og han var kendt som en venlig og godmodig sjæl. Men han holdt sig på sin egen vej.

FattigstederPreben Brandt beskriver her i eftertiden Tordenkalven med forståelse, empati og nysgerrighed, og så adresserer han noget helt centralt: At vi intet har bevaret fra dette menneske, som så mange kendte. Som museumsmenneske med særlig interesse i denne del af vores historie slog tanken hurtigt ned i mig: Hvad ville Tordenkalvens forunderlige tøj ikke kunne have afstedkommet af undren og eftertanke for os i eftertiden, hvis det var blevet indsamlet som museumsgenstande. Hvor stort et indtryk ville det ikke have gjort, hvis man havde dokumenteret hans levnedsskrivelse med ham selv som fortæller.

”Hvis han frøs, er der ingen, der har skrevet om det. Hvis han var udkørt af træthed, blev det aldrig nævnt. Græd han af ensomhed, er der ingen, der har hørt det”, afslutter Preben kapitlet. Jeg værdsætter Preben umådelig højt. Han kan noget helt særligt med vid og bid og mest af alt omsorg for de menneskeskæbner fra før og nu som f.eks. Tordenkalven. Desværre er dette så kendetegnende for hele denne del af vores historie, om hvilken det jo siges, at den skrives af sejrherrerne. Og ud fra samfundets målestok var Tordenkalven på ingen måde en sejrherre – om end jeg vil mene, at han på mange måder sejrede i livet ved at overleve trods elendige odds. I dag kan vi kun læse om Tordenkalvens tankevækkende liv ud fra andres betragtninger om hans liv. Tordenkalvens egne ord eksisterede kun så længe, som hans hjerte bankede.  

Genstands- og arkivmæssigt er dette desværre alt for symptomatisk: De fattiges, de udstødtes og de anbragtes stemmer er historisk og strukturelt set ikke blevet bevaret. Et kig i f.eks. Fattiggården i Svendborgs gamle arkiver vil vidne om nøjagtig det samme: Stemmen og skriften der er bevaret, er ledelsens og de ansattes. Selv da stedet lukker i 1974, og en museumsinspektør fra Nationalmuseet dokumenterede institutionen, inden de sidste klienter fraflytter, er det kun forvalteren, hvis historie og erfaringer bliver skrevet ned. Fattiggårdens indlagte beboere blev der blot taget billeder af, men ikke én af deres levnedsbeskrivelse bliver indsamlet. Ikke én stemme, en dyrebar livserfaring eller indsigt blev nedskrevet. Hvilken skam. Og hvilket fattigt syn på, hvem der bærer og kan fortælle historien. Et kig i bevarede arkivalier fra f.eks. børnehjem eller anstalter viser det samme tendens. Forstanderen, overlægen eller inspektørens udsagn er noteret, mens dem indholdet omhandler er stemmeløse, og derfor har en anbringelse på forsorgens institutioner betydet en placering uden for historien. Dét kan, bør og skal vi gøre anderledes.

Jeg er taknemmelig over, at Johannes V. Jensen, Evald Tang Christensen og Preben Brandt med deres ord har gjort deres for, at vi ikke glemmer Tordenkalven og andre ”underste”. Lige som vi gør vores på museet for at nuancere den sociale del af velfærdsstatens historien og respektfuldt inddrager dem, som det hele handler om i stedet for kun at skildre dem. Men kunne det ikke være fantastisk, hvis det i fremtiden kunne være anderledes end i fortiden? Tænk hvis ”de understes” kulturarv fremover kunne bevares og formidles mere nuanceret og ikke kun af de sejrende – af samfundets ”de øverste”? Mon ikke det ville gøre os alle klogere, hvis vi huskede at inddrage dem, samfundet ellers har for vane for at glemme?

Link til klummen i Fyns Amts Avis