Under SVEND-filmdage er der TALK på Danmarks Forsorgsmuseum. Fredag den 27. august kl. 16.30-17.45 inviterer museet og SVEND til arrangementet TALK: Film, Forsorgsmuseet og forandringer. 

Dogmebevægelsen blev startskuddet til en forvandling af dansk film. 25 år er gået og kigger man ud over filmlandskabet i dag, hvor udfolder de store forandringer sig så i dag? Hvilke udfordringer og forandringer ulmer eller ruller allerede for dansk film?

Kom og hør den medrivende medieanalytiker Claus Bülow Christensen sætte flere ord på forandringerne i filmbranchen. Formidlingsformen, teknologien og platformene. Alt er i spil i denne indflyvning til et nærmere kig på fremtiden for både dansk og international film.

Inden Claus Bülow Christensen får ordet, skal vi først opleve museumsinspektør Jeppe Wichmann og museumsformidler Robert Madsen fortælle om, hvordan museet har brudt rammerne og konventionerne for museumsformidling med projektet 'Fra udsat til værdsat'. Her er det mennesker som Robert, der har levet en del af deres liv på kanten af samfundet, der bruger deres personlige erfaringer til at formidle historier om fortidens beboere på Fattiggården. Kom med til en talk der giver rå og meningsfulde mentale vitaminer, perspektiv og udsyn.

Pris: 25 kr. inkl. 1 øl eller 1 sodavand.
Billetter købes på forhånd via Billet.dk