Særudstilling den 17. oktober 2021 - 27. marts 2022

Billedkunstner Anna Skov Hassings udstilling ”Min fars arkiv – Hesten, på din arm, på muren, i skuret, den løbske” er en installation, skabt specifikt til Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg og placeret i de historiske rum på Nordens bedst bevarede Fattiggård.

Udstillingen tager udgangspunkt i hendes afdøde far Jan Hassings, private arkiv med journaler fra Børneværnets sagsbehandling af hans opvækst samt hans noter, fortællinger, malerier og fotografier, som hun har arvet.

I udstillingen møder publikum malerier, tekster og lyd, hvor elementer fra Børneværnets institutionelle arbejdsarkiv er bragt i rumlig dialog med Anna Skov Hassings billedkunstneriske praksis og familiehistorie. Udstillingen vises i museumslokalerne, hvor de mænd, som blev indlagt på Fattiggården pga. konsekvenserne af svære liv, boede og sov.

Arv, værd og kunstneriske stemmer

Jan Hassing (1947-2001) indsamlede som voksen sine egne journaler. Men han malede og skrev også, bl.a. på en fortælling om sit liv og sin opvækst, der tydeligt korresponderer med episoder fra Børneværnets afrapporteringer.

I arbejdet med udstillingen har Anna Skov Hassing inkorporeret dele af Jan Hassings idéer og motiver i sine egne værker og fortæller bl.a. videre på dette i en serie malerier og som rumlig tekstcollage og stemmebåret lydinstallation. For at give krop og hjem til det hvileløse og til at etablere en dialog, mellem sig selv og sin døde far. En udforskning af arv og værd og kunstneriske processer.

Anna Skov Hassing Portræt - Hesten på din arm, på muren i skuret, den løbske, 2021

”For mig var min far alt fra en fantastisk og talentfuld magiker, ressourcestærk og omsorgsfuld, til et tynget, depressivt og sindslidende menneske, jeg periodisk oplevede som skamfuld og svigtende – en mishandler og bedrager. Når jeg læser journalen, forstår jeg tydeligt, hvorfor jeg oplevede, at han udviklede en mangelfuld tro på sig selv, og hvorfor alting kollapsede for ham indimellem.

Der synes et vedholdende opråb i de konkrete sammenfald mellem systemets afrapporteringer og min fars levede liv og eget arkivmateriale. Netop denne indirekte insisteren ønsker jeg at udfolde, som en overordnet undersøgelse af den menneskelige og kunstneriske drivkraft.”

Anna Skov Hassing, 2021

Tre spor i udstillingen

Værkerne i udstillingen rummer tre forskellige tekstspor: Bearbejdet materiale fra Børneværnets journal, Jan Hassings dagbøger og noter til en novelle, samt Anna Skov Hassings egne tekster. Sammen danner de en fragmenteret fortælling om hendes erindringer, sansninger og oplevelser fra den opvækst, Anna havde med sin far. Men på samme tid er det også en aktivering af det kompleks, der bor på Danmarks Forsorgsmuseum om grænserne mellem den offentlige varetægts og private familiers historieskrivninger.

Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond, Slots- og Kulturstyrelsen og Grosserer L.F Foghts Fond. 

Portræt af billedkunstner Anna Skov Hassing

Anna Skov Hassing

Billedkunstner (født 1980), bor og arbejder på Møn. Hun er uddannet med en BFA fra Hochschule für Bildende Künste Hamburg, 2014, og MFA fra Malmö Konsthögskolan, 2018.

Anna Skov Hassing har udstillet i ind- og udland på blandt andet Kunsthaus Hamburg, Charlottenborg Kunsthal, Marie Kirkegaard Gallery, Pauline Perplex Paris og Udstillingsstedet Sydhavn Station.

AnnaSkovHassing.com

Jan Tommy Hassing

1947–2001, født på Frederiksberg. Uddannet på Pædagogseminariet. Jan var i 20 år leder for Børne & unge fritids-/byggelegeplads.

Jan Tommy Hassing var, inden han fyldte 4 år, flere gange indlagt til psykiatrisk børnebehandling. Han var i forskellige, kortvarige plejeforløb, inden han som 5-årig blev overdraget til Børneværnets myndighed. Her blev han anbragt på børnehjemmet Fagerlund, hvor han boede i 6 år, efterfulgt af forskellige anbringelser på opdragelses- og drenge-/lærlingehjem.

Jan var optaget af historie, litteratur og kunst og udtrykte sin egen kunst gennem maleri, fotografi og tekst. Igennem tiden fordybede han sig i sine heste, et hav af både og en strøm af biler. Jan fik (så vidt vides) 4 børn.

Jan Tommy Hassing (1947-2001)

Adresse og åbningstider

Grubbemøllevej 13,
5700 Svendborg
Se kort med angivelse af P-pladser

Åbent tirsdag-søndag:

21. april - 19. dec. 2021: kl. 10-16

Se entré til museet 

særlige søndage (den første søndag i måneden) er der FRI entre og alle vores udstillinger kan besøges. Her fortæller museets formidlere spændende historier om Fattiggårdens skæbner og livet bag murene. Det er kl. 10-14.

Se hvad Svendborg byder på af oplevelser, spisesteder og overnatning

Entré

Voksne: 75 kr.
Pensionister/studerende: 60 kr.
Børn under 18 : gratis.
Er du medlem af Museumsforeningen, har du fri entré.

Gratis adgang har:

  • Buschaufføren og evt. den rejseleder, der følger en gruppe.
  • Plejere og frivillige ifølge med borgere fra dagcentre, plejecentre o.lign.
  • Lærere og grupper af elever og studerende som led i undervisning. 
  • Grupper af brugere, beboere og ansatte fra sociale væresteder, caféer og forsorgscentre og andre typer af støttetilbud. 

Dog skal der træffes aftale med museet inden besøget.

Ved tvivl, kontakt os venligst på  eller 62 21 02 61

En omvisning er alle pengene værd

Oplysninger om omvisninger for grupper

Oplysninger om omvisninger for skoler