Over 5000 besøgende har indtil videre fået en bæredygtig kulturoplevelse i Den Sorte Boks i 2019! Boksen har udelukkende kørt på solceller siden åbningen i maj og det uden de børnesygdomme, der sidste år gjorde, at vi i ny og næ snød med nødstrøm.

Strømmen fra solceller driver alarmer, skydedør, besøgstæller, AV-udstyr og lys, så man kan få museum 8-21 hver dag, hele sommeren. Den nye teknik, der får det hele til at køre som smurt (7,9,13!) er bl.a. en solid ventilator, der gør, at de elektriske installationer ikke overophedes, som det skete i sommeren sidste år.

I juli står Boksen på havnen i Bagenkop og fortæller om fiskerlejets tradition for smugleri - en perfekt undskyldning for en tur til Langeland og måske et besøg i Fiskeriets Hus, der fortæller om fiskerlejets spændende historie.

Sammenlagt med sidste år har omkring 15.000 besøgende lagt vejen forbi Boksen i Skårup, Ballen, Rudkøbing, Skarø, Svendborg Bryghus, Skovparken og Bagenkop. 

Tilmelding eller login til medlemsforeningen