Audioguiden ”Fortællinger fra Øhavet” bringer historien om Øhavet til søs, så dem, der bruger vandet, kan høre om, hvad de sejler over, under og forbi. Det er fortællinger om borge, små øsamfund, minesprængninger, skatteøer, skandaler og meget mere – og de er allerede tilgængelige online.

Audioguiden er produceret i et samarbejde mellem Svendborg Museum, Geopark Det Sydfynske Øhav og Svendborg Havn. ”Vores ambition er skabe et møde mellem nutidens sejlere og fortidens mennesker, der brugte det samme landskab, som færgegæster og lystsejlere nu færdes i. Formålet er at gøre historien nærværende for nye brugere, så historien om Øhavet når endnu længere ud – til både borgere og turister”,  fortæller museumsinspektør Nils Valdersdorf Jensen fra Svendborg Museum.

Audioguiden er sat i søen for de mange mennesker, der bruger vandet. Især om sommeren er Øhavet en motorvej. Med kommunale færger sejles til Ærø, Skarø, Drejø og Hjortø, mens private skonnerter og lystbåde sejler på kryds og tværs. Ombord på lystbåde og færger færdes 150.000 mennesker hvert år. Hvis man ikke ved, hvad man sejler igennem, så er det et bragende smukt, men historieløst rum. Hvilke historier går man mon glip af?

Historien om Iholm og skatten 
Det kunne være historien om skatteøen Iholm, som alle færger til og fra Svendborg passerer. To teglværksarbejdere var i 1853 på besøg på Iholm, hvor de så flere sølvmønter, som en muldvarp havde skubbet op til overfladen. Et gammelt mundheld fortalte, at folk der snuppede nedgravet guld og sølv blev ramt af sygdom. En advarsel, der sikkert gjorde indtryk, da Svendborg netop var ramt en stor koleraepidemi, som krævede mange ofre. Så i stedet for selv at tage mønterne fik arbejderne alarmeret herredsfogeden, der fik foranstaltet en udgravning på øen. Mere end 400 sølvmønter – heraf en del arabiske – blev udgravet.

En arkæologisk undersøgelse i 1990’erne fandt ekstra mønter. Så mange, at Iholmskatten er en af de største sølvskatte herhjemme. Mønterne er begravet omkring år 1000 af en viking, der nok frygtede for sin formue. Historien om Iholm er én af de historier, vi fortæller i den nye audioguide.

Gratis fortællinger til vands eller på land
”Fortællinger fra Øhavet” er baseret på erfaringer gjort med samme formidlingsform. I sommeren 2021 lancerede Svendborg Havn og Svendborg Museum historieruten ”Fortællinger fra Svendborgsund”. Med fokus på veteranfærgen M/S Helges rute produceredes 17 lytteposter placeret langs Svendborgs østlige del. Via museumsappen Useeum fortælles om alt fra sunkne vrag og drukneulykker til skibsbyggere og stolte søfartstraditioner. Fortællingerne kan tilgås fra M/S Helge, færgen Højestene eller hjemme fra sofaen.
Ruten har modtaget meget positiv respons, og ”Fortællinger fra Øhavet” tager den model, og lægger den ned over Øhavet fra Svendborg til Ærø. Manuskriptet til audioguiden er skrevet af kulturformidler Anita Lillevang. De to audioguides vil i kombination skabe en total lydoplevelse til hele den del af Det sydfynske Øhav, der ligger i Svendborg Kommune.

Hent den gratis app
Sådan finder du audioguiden og tager på sejltur i historien: Hent appen Useeum, Søg på Øhavet, Start audioguiden og du har gode historier i ørerne.