Til Store Bededagsferien slår Svendborg Museum dørene op til en fotoudstilling i Danmarks Museum for Lystsejlads’ lokaler på Frederiksø på Svendborg Havn. Her vises stemningsmættede, sort/hvide fotografier af den italienske fotograf Luca Berti. Han skildrer øboere og landskaber fra de sydfynske øer, bl.a. Langeland, Strynø, Hjortø, Drejø, Skarø og Ærø, i fortættede og næsten tidløse stemninger.
Luca Berti har besøgt øerne mange gange i perioden 2011-2020. Fra tid til anden har folk på de sydfynske øer set en høj mand med mørke krøller køre rundt på sin tungtlæssede cykel. Med sig har Luca Berti sit store, Lindhof-kamera med trefod. At opstille og fotografere med dette kamera genskaber noget af den samme højtidelighed og koncentration, som når fotografer for 100-150 år siden skulle forevige øjeblikket. Resultatet, det skarpe sort/hvide fotografi, der fremkaldes fysisk i mørkekammeret, får en anden betydning end de mange billeder, der i dag knipses med mobilen. Billederne er æstetiske kunstværker og kulturhistoriske dokumentationer af menneske og landskab i det 21. århundrede.
Luca Berti er født i Firenze i 1978. I mange år arbejdede han som fotograf for de kendte, internationale modemagasiner. I 2008 skiftede han spor og flyttede til København. Siden da har han samarbejdet med række nationale og regionale museer i Danmark, Norge, Sverige, Finland, Estland, Letland og Italien om kulturhistoriske projekter. Han har udgivet 10 fotobøger.
Ny bog
I forbindelse med udstillingen udkommer ”Ø-FOLK” med Luca Bertis fotografier fra de sydfynske øer, historiske øfoto og kulturhistoriske afsnit af museumsdirektør Esben Hedegaard.
Udstillingen vises 30. april-27. maj på Danmarks Museum for Lystsejlads med indgang fra p-pladsen bag museet. Der er åbent torsdag-søndag kl. 14-17. Der er gratis adgang, men husk Corona-pas.