Udstilling i Den sorte Boks: Udsat under Corona

'Udsat under Corona' er en udstilling om oplevelser blandt socialt udsatte i forbindelse med udbruddet af covid-19. Den kan ses i Svendborg Museums udstillingscontainer, Den Sorte Boks, som står ved Fattiggården i Svendborg. 

I samarbejde med lokale stemmer og inddragelse af socialfaglig viden og erfaringer på tværs af landet, har Dikte Reeh Andersen, der studerer Human Security på Aarhus Universitet, skabt udstillingen.

Under samfundsomvæltende kriser, som Coronakrisen også er, har det historisk set vist sig at være vigtigt, at vi som samfund lærer af vores erfaringer. Det indebærer også, at vi lytter til dem, som har haft de sværeste betingelser for at stå imod den.

”Mennesker, der lever med udfordringer, som vi fleste er skånet for, har en utrolig evne til at klare sig på trods, men det betyder jo ikke, at det behøves at være sådan”, siger Dikte.

Udstillingen er skabt på baggrund af museets indsamling af beretninger og genstande knyttet an til erfaringer for udsatte medborgere under krisen. En indsamling, som blev sat i gang allerede i forsommeren.

Derudover deler tre lokale stemmer deres oplevelse med nedlukningen. Én af dem hedder Line Andreasen og har bl.a. anbringelsesbaggrund. Da Coronakrisen ramte, fulgte Line sin undervisning på VUC. ”Nedlukningen betød, at vi blev hjemsendt og skulle modtage online undervisning. Da jeg bor alene, blev det lige pludselig tydeligt, hvor meget ens nære relationer betyder.” fortæller Line.

Som en del af udstillingen er der desuden skabt kunst af den lokale kunstner Kenneth Hyttel Nielsen, som med sit originale udtryk, giver følelser til nogle af de oplevelser, som formidles i Den Sorte Boks. Hans største værk kan ses på containerens yderside, og så kan man gå på opdagelse indenfor, hvor man kan finde flere mindre værker.

Udstillingens temaer og fortællinger tager udgangspunkt i udsatte medborgeres viden og erfaringer, men vil vække genkendelighed hos de fleste. Samtidig er det museets forhåbning, at den vil give anledning til at reflektere over de forudsætninger, vi hver især har haft under de forandrede levevilkår.

Udstillingen er gratis at besøge og vil være åben for offentligheden hver dag i tidsrummet 8.00-21.00 frem til den 18. december.

Arrangement oversigt

Startdato lørdag 31. 10. 2020 8:00
Slutdato fredag 18. 12. 2020 21:00
Det foregår Danmarks Forsorgsmuseum

Hvem - hvad - hvor?

Hvem kan deltage?
Hvis der ikke står andet, kan alle deltage.
OBS på, at flere af arrangementerne kræver tilmelding.
Sejlturene med KAJA, VIKING og PINGVINEN er for medlemmer af museumsforeningen.
Sejlturene med  HJORTØ er alene for medlemmer af HJORTØs Venner.

Hvad koster det?

De fleste foredrag og vandringer koster  50 kr.
De fleste af disse tilbud er gratis for medlemmer af museumsforeningen.
Enkelte arrangementer er dyrere eller helt gratis.
Se derfor pris ved det enkelte arrangement. 
På Danmarks Forsorgsmuseum er der entré.
Se priser og rabatter her

Hvor foregår det?
Arrangementerne foregår dels på Forsorgsmuseet, som har til huse i den gamle Fattiggård, Grubbemøllevej 13, dels ude i byrummet, på landet eller på havet.
OBS på, at nogle af aktiviteterne er lavet i samarbejde med andre, hvorfor de kan foregå på f.eks. BaggårdTeatret, et værtshus, Svendborg Bibliotek eller M/S Helge, og at det kan være andre, der står for billetsalget.