Kom ombord på Kieler Hansekogge

Svendborg får fornemt besøg i weekenden 6.-7. august. Her besøger Kieler Hansekogge Svendborg Havn. Koggen er 23 meter lang, 8 meter bred og bygget efter et vrag, der blev fundet i floden Weser ved Bremen i 1962. Vraget viste sig at stamme fra en kogge, der blev bygget i 1380. En kogge var det primære lastfartøj blandt de tyske hansestæder i middelalderen. Datidens containerskib, kan man sige.

Der er åbent skib begge dage kl. 11-15. Bernd Lesny fra Kieler Hansekogge glæder sig til at byde folk ombord: ”Koggen er en unik mulighed for at komme tæt på middelalderen. Den er proppet med spændende detaljer, og vi glæder os til at fortælle besøgende om skibet.” Det er gratis at besøge Kieler Hansekogge.

Lastskibet kunne rumme lasten fra 100 hestevogne. Fundet var et rent lykketræf for arkæologer og søfartshistorikere, der indtil vraget kun havde gamle illustrationer og lignende at forlade sig på, når det gjaldt koggen. Efter intens forskning i vraget rekonstruerede man skibet, der nu hører hjemme i Kiel. Til rekonstruktionen blev anvendt 11.000 håndlavede nagler.

I dag drives koggen af en frivillig forening, der er i Svendborg på træningstur. Skibet er inviteret til Svendborg af Svendborg Museum. ”Det var koggerne, der var med til at gøre de tyske byer til Østersøens stormagter i middelalderen. Og det var koggerne, der skabte en stærk forbindelse mellem det sydlige Danmark og de tyske storbyer. Det gælder især Svendborg, der altid har haft en stærk maritim forbindelse sydpå. Koggens besøg er en unik mulighed for at sætte ekstra lys på dén forbindelse”, fortæller Nils Valdersdorf fra Svendborg Museum.

Se mere om skibet på: www.hansekogge.de

Arrangement oversigt

Startdato lørdag 06. 08. 2022 11:00
Slutdato søndag 07. 08. 2022 15:00
Det foregår Maritimt Center

Hvem - hvad - hvor?

Hvem kan deltage?
Hvis der ikke står andet, kan alle deltage.
OBS på, at flere af arrangementerne kræver tilmelding.
Sejlturene med KAJA, VIKING og PINGVINEN er for medlemmer af museumsforeningen.
Sejlturene med  HJORTØ er alene for medlemmer af HJORTØs Venner.

Hvad koster det?

De fleste foredrag og vandringer koster  50 kr.
De fleste af disse tilbud er gratis for medlemmer af museumsforeningen.
Enkelte arrangementer er dyrere eller helt gratis.
Se derfor pris ved det enkelte arrangement. 
På Danmarks Forsorgsmuseum er der entré.
Se priser og rabatter her

Hvor foregår det?
Arrangementerne foregår dels på Forsorgsmuseet, som har til huse i den gamle Fattiggård, Grubbemøllevej 13, dels ude i byrummet, på landet eller på havet.
OBS på, at nogle af aktiviteterne er lavet i samarbejde med andre, hvorfor de kan foregå på f.eks. BaggårdTeatret, et værtshus, Svendborg Bibliotek eller M/S Helge, og at det kan være andre, der står for billetsalget.