Besøg museet online

Hvis I ikke har mulighed for at komme til Svendborg, så kan vi heldigvis komme til jer. Danmarks Forsorgsmuseum tilbyder online omvisninger for elever i udskolingen og gymnasiet.

Forløbet

Når I logger på, møder I museets historiker, Line. Direkte fra Fattiggårdens lokaler fortæller hun om stedets skæbner og livet bag murene. Hvordan så en arbejdsdag ud? Hvilke konsekvenser havde det, når man kom på Fattiggården? Og var der nogen som stak af?

Varighed:  En online omvisning varer 1 time
Pris: 600 kr. pr. klasse

BEMÆRK: Vi gør opmærksom på, at det ikke er tilladt at optage, tage screenshots eller lignende under den virtuelle omvisning. Det er kun den tilmeldte klasse/institution, som har adgang til omvisningen. Linket må ikke deles eller videregives på anden vis.

Booking

Omvisningen skal bookes på forhånd. Det skal ske direkte til Line på mail eller telefon 2916 9901.

Online med skole i Ballerup

"På tur med 9I til Svendborg her til morgen. Forsorgsmuseet åbnede dørene for os og gav os den fineste rundvisning tilpasset vores forløb i his/samf om socialt udsatte i DK. Ved godt, at virtuel uv er nedern, og at det slet ikke kan måle sig med et virkeligt besøg. Men når det nu ikke kan være anderledes, at både Corona og afstand er et problem, er det da mega fed, at muligheden for et besøg er der. Tak til Danmarks Forsorgsmuseum for en perfekt afrunding på vores forløb".

Feedback fra Maria Schrøder, lærer, Skovvejens Skole i Ballerup

Hvad siger andre?

8. klasse fra Haahrs Skole har netop prøvet en online omvisning. Feedbacken fra eleverne lyder: ”Omstændighederne til trods var det en levende formidling med godt indhold, der varierede mellem skæbnefortællinger og generel viden om Fattiggården”.

Eleverne fra 9I har evalueret den virtuelle omvisning og skriver:

  • Det var fedt at turen kun var for os. Så turde vi stille spørgsmål
  • Efter vi har læst og set filmen om Rickardt og Rasmine var det fedt at se bygningen, hvor det var foregået
  • Det var spændende, når hun zoomede ind og fortalte historier
  • Jeg kunne godt lide, at hun gik rundt med os på museet 

Praktisk information vedr. formidling

Når I besøger Danmarks Forsorgsmuseum, har I mulighed for at booke et læringsforløb både med og uden aktiviteter. Alternativt er I velkomne til at besøge museet på egen hånd.

Kontakt os i god til for at sikre, at vi har plads til jer. God fornøjelse!

Priser
Vi har to priser:
600 kr. for omvisning uden aktivitet
900 kr. for omvisning med aktivitet eller 1½ times omvisning uden aktivitet
Entré for elever og lærere er gratis ifm. undervisningsforløb.

Varighed
En omvisning varer ca. 1 time.
Aktivitetsforløbene varer 1½-2½ time plus pauser.

Antal
1 klasse eller op til 30 elever pr. omvisning/aktivitet

Hvornår
Undervisningsforløb kan bookes de dage, hvor museet er åbent, dvs. tirsdage-fredage kl. 10-16.
Det er også muligt - efter aftale med museet - at besøge museet mandag. Det koster 500 kr. i tillæg.
Det er også muligt - efter aftale med museet - at starte før kl. 10 eller slutte senere end kl. 16. Det koster 500 kr. i tillæg.

Booking
I booker omvisning/aktiviteter ved at kontakte os på telefon 6221 0261, mandag-fredag kl. 10-14. Kontakt os gerne i god tid, da vores kalender hurtigt bliver fyldt op.

På egen hånd
I er velkomne til at besøge museet på egen hånd som led i undervisningen. Husk at meddele jeres besøg i god tid inden. I kontakter os på telefon 6221 0261, mandag-fredag kl. 10-14. Der er gratis adgang for elever og lærere.

Betaling
Faktura fremsendes efter jeres besøg. Når I booker bedes I oplyse EAN nr. eller SE/CVR nr., navn og adresse.

Afbud
Bliver I forhindret, så meld afbud i god tid. Ved afbud senere end 2 dage før opkræver vi det fulde beløb.

Madpakker
I er velkomne til at medbringe madpakker. Der er borde og bænke, både i gården og haven, hvor I kan sidde. I kan købe kolde og varme drikke i Museumsbutikken. Det er også muligt at booke Klistersalen, hvis den ikke er optaget.

Garderobe
Jakker og tasker kan anbringes i butikken eller Klistersalen. Der er ikke aflåst.

Til og fra museet
Museet ligger ca. 10 minutters gang fra bus- og togstationen i centrum af Svendborg. Fra Danhostel Vandrehjem er der 6-8 minutters gang, og fra Naturama tager det ca. 5 minutter på gåben.

Ret til ændringer forbeholdes.