Indskolingen
Læs venligst den generelle information for skoler - om gratis brug af museet og gratis udlån af IPads.
Nedenfor er der 2 tilbud: Et, hvor I efter en omvisning arbejder med materialet "Hjælp fattiginspektøren" og et, hvor en museumsformidler arrangerer aktiviteter for jer, som beskrevet nedenfor. Pris: 600/900 kr.
Der er også en 3. og en 4. mulighed: En generel omvisning til 600 kr. med en af vores dygtige formidlere, som tilrettelægger omvisningen efter hvilken målgruppe, der er tale om. Læs mere her. Og endelig en gratis, hvor I selv går rundt og bruger museet i forbindelse med jeres undervisning. Læs mere her.
Alle forløb afstemmes efter de til tiden gældende retningslinjer ift. Corona.

Hjælp fattiginspektøren
Kom med på en spændende og dialogbaseret rundvisning under pigtråden i Nordens bedst bevarede fattiggård, og få et tankevækkende indblik i, hvilken hjælp det danske samfund tilbød de mennesker, der ikke kunne klare sig selv for 50-150 år siden.
Fag: Dansk, Historie
Varighed: 1½ time
Maks. deltagere: 3 klasser (90 elever)
Pris: 600 kr. pr. klasse
Indhold: Målrettet rundvisning v. formidler (1 t.) og derefter i grupper løsning af opgaver vha. udleveret hæfte.
Eleverne træder ind under den samme pigtråd, som skulle sikre, at de indespærrede fattige forblev bag Fattiggårdens meterhøje mure.
Eleverne ser de rum og gårdmiljøer, som de fattige boede og arbejdede i - de rum, de blev indespærret i, hvis de brød Fattiggårdens regler som fx at drikke alkohol. De ser også, hvor de fattige kom i bad, hvilken mad de spiste, og hvilket tøj de skulle have på.
Når rundvisningen er slut, inddeles eleverne i grupper på tre-fire personer. Grupperne går herefter på opdagelse i Fattiggården. Eleverne skal vha. den viden, de har fået under rundvisningen, løse opgaver i hæftet ”Hjælp Fattiginspektøren”.

Rundvisning og aktiviteter på Fattiggården
Kom med på en rundvisning under pigtråden i Nordens bedst bevarede fattiggård og bliv klogere på, hvordan det var at være fattig i Danmark for ca. 100 år siden.
Fag: Dansk, Historie
Varighed: 2,5 time
Maks. deltagere: 30 elever
Pris: 900 kr.
Indhold: Målrettet rundvisning med aktiviteter, i grupper løsning af opgaver vha. udleveret hæfte og til sidst evaluering - altsammen arrangeret af museets formidler.
Herefter starter en rundvisning på Fattiggården. I løbet af rundvisningen får eleverne mulighed for at prøve nogle af de arbejdsopgaver, som Fattiggårdens indlagte mænd og kvinder hver dag skulle tage sig af, bl.a. vævning af kokosmåtter og skærveknusning. Der kommer også fedtemadder på bordet i Fattiggårdens spisestue, så eleverne kan smage, hvad de indlagte spiste.
Når rundvisningen er slut, inddeles eleverne i grupper på tre-fire personer. Grupperne går herefter på opdagelse i Fattiggården. Eleverne skal vha. den viden, de har fået under rundvisningen, løse opgaverne i hæftet ”Hjælp Fattiginspektøren”.
Til slut mødes elever og lærere med museets formidler og evaluerer dagens oplevelse.