Historisk Shopping i Askepot

Hvis du skal bytte julegaver eller på udsalg i januar, så vil vi anbefale dig at slå et smut forbi skobutikken Askepot i Korsgade. Fra den 10. januar kan du - midt i det rige skoudvalg - møde en mindre udstilling fra Svendborg Museum. I Askepot vil du kunne se på finurlige 600-år gamle lædersko udgravet et stenkast fra butikken samt barnesko til et barn omkring 1 år, der er lige så gamle. Udstillingen kan ses, når Askepot har åbent

Museum i hverdagen
Udstillingen er en test, hvor vi undersøger muligheden af at bringe vores mange genstande ud af magasinet og ind i hverdagen. Hvis butikken og de besøgende er begejstrede for skoene, er mulighederne mange. Skal vi udstille 1800-tals kjoler i tøjbutikkerne, 1200-tals amuletter på apoteket eller skeletter i køledisken hos slagteren? Det sidste er hverken ladsiggørligt eller etisk forsvarligt, men det er en sjov tanke.

Historisk Shopping 2.0
Den lille skoudstilling er en videreudvikling af Historisk Shopping, som lokale og turister de sidste to somre har oplevet i Svendborg. Til Historisk Shopping udvalgtes 10 butikker godt fordelt i hele byen. De udvalgte butikker kom på et kort, så besøgende havde let ved at finde dem og deres historie i bybilledet. Da vi indsamlede skiltene i efteråret, diskuterede vi projektet med butikkernes indehavere. "En kæmpe succes" og "folk stod jo i kø for at læse skiltene" var nogle af de kommentarer, butiksindehaverne havde til projektet. Flere butikker meldte om mange spørgsmål, dedikerede læsere og nysgerrige turister og lokale, der fulgte kortet rundt i byen.

Håbet er nu, at vi kan udvikle Historisk Shopping 2.0, hvor genstande fra vores samling rykker ind i udvalgte butikker og bygger videre på det gode samarbejde med butikslivet fra somrene 2020 og 2021. Så slå endelig et slag forbi Askepot i januar og starten af februar.

Arrangement oversigt

Startdato mandag 10. 01. 2022 10:00
Slutdato søndag 06. 02. 2022 17:30
Det foregår Askepot Sko

Hvem - hvad - hvor?

Hvem kan deltage?
Hvis der ikke står andet, kan alle deltage.
OBS på, at flere af arrangementerne kræver tilmelding.
Sejlturene med KAJA, VIKING og PINGVINEN er for medlemmer af museumsforeningen.
Sejlturene med  HJORTØ er alene for medlemmer af HJORTØs Venner.

Hvad koster det?

De fleste foredrag og vandringer koster  50 kr.
De fleste af disse tilbud er gratis for medlemmer af museumsforeningen.
Enkelte arrangementer er dyrere eller helt gratis.
Se derfor pris ved det enkelte arrangement. 
På Danmarks Forsorgsmuseum er der entré.
Se priser og rabatter her

Hvor foregår det?
Arrangementerne foregår dels på Forsorgsmuseet, som har til huse i den gamle Fattiggård, Grubbemøllevej 13, dels ude i byrummet, på landet eller på havet.
OBS på, at nogle af aktiviteterne er lavet i samarbejde med andre, hvorfor de kan foregå på f.eks. BaggårdTeatret, et værtshus, Svendborg Bibliotek eller M/S Helge, og at det kan være andre, der står for billetsalget.