Torsdag d. 1. juni havde Jeppe fra museet fornøjelsen af at fortælle om Fattiggården til DR-programmet "Guld i Købstederne", som er ved at filme to afsnit i Svendborg. Når programmerne bliver sendt til august sniger historier om Peter Jørgensen og Rasmine, to af Fattiggårdens tidligere indlagte, sig ind mellem guld og skrammel fra lofter og kroge i Svendborg. 


Kolding Stadsarkiv var d. 23. maj vært for en spændende konference "Kulturarv i Den Åbne Skole" i det inspirerende Nicolai kulturkompleks i Kolding midtby.

Jeppe fra museet var inviteret med som oplægsholder på konferencen, hvor han fortalte om en række af de undervisningstilbud og samarbejder med Svendborgs skoler, som museet har lanceret i de senere år. Bl.a. www.fattiggaardellerfjendeland.dk - et digitalt dilemmaspil til udskolingen, som er udviklet i samarbejde med 20 lokale udskolingsklasser og lærer Ulrik Vestergaard Jensen, www.skjultedanmarkshistorier.dk - 12 dokumetarfilm om fattigdom og hjemløshed på tværs af tid, hvortil der er udviklet undervisningsmateriale til både udskoling og gymnasium og "Museum på Skoleskemaet", som har styrket samarbejdet mellem museet og de lokale skoler ved at oprette lærer- og elevpaneler, der begge har hjulpet museet med at idéudvikle på nye undervisningstilbud.

Af Ena Paetsch Wiig, Cand.pæd. i didaktik materiel kultur & museumsformidler på Danmarks Forsorgsmuseum. 

Kronikken kan læses på Fyns Amts Avis' hjemmeside eller herunder

HUSKER DU DIN FØRSTE BAMSE, dukkevogn eller cykel? Husker du følelsen af den bløde pels, farven på kalechen eller lyden af ringeklokken?
De fleste af os gemmer på barndomsminder om en tid fuld af uskyld, som bringer os glæde, varme og lykke. Minder som former og følger os resten af livet. Vores minder skabes igennem den kropslige omgang med materiel kultur i form af omgivelserne, og disse bliver forbundet med den enkeltes livshistorie.
Særligt i barndommen har dette indflydelse på vores identitet, da vi socialiseres, imiterer og opdager verden omkring os. Udformningen af vores personlige erindringer sker altså i samspil med genstande, rum og steder, og senere i livet kan kontakt med disse erindringsgenstande være med til at vække vores oplevelser til live igen. Erindringsgenstande bliver på den måde både til erindringsbærere, men også til identitetsskabere.

Der kommer en dagBørnehjemsbørnene, som blandt andet er blevet skildret I filmen “Der kommer en dag”, har aldrig fået en undskyldning fra den danske stat. En undskyldning, der næppe vil slette minderne, men vil kunne give dem en ordentlig afslutning på deres institutionsliv.

MEN DER ER mennesker i blandt os, hvis barndom ikke er et kærligt minde. Mennesker, hvis erindringer forårsager smerte. Mennesker, hvis livshistorier kryber helt ind under huden og gør dig tung om hjertet. Det er de ”glemte” børn – børnehjemsbørn, som blev ofre for et velfærdssystem, der overså deres behov.
Disse tidligere anbragtes fortællinger kom helt tæt ind på livet af mig,
da jeg var tilknyttet projektet ”Velfærdshistorier fra kanten” som specialestuderende. Projektet undersøger de personlige livshistorier knyttet til den danske børneforsorg. Under tiltaget Mindemandage bruges museet som erindringssted, hvor der tages udgangspunkt i deltagernes egne medbragte ting og fotografier, såvel som museets i børnehjemsudstillingen.

MED EN BAGGRUND fra didaktik - materiel kultur arbejder jeg bl.a. med, hvordan ting og rum har indvirkning på og er med til at danne os som individer. Mindemandagene gav mig derfor mulighed for at undersøge de tidligere anbragtes oplevelse af museet igennem børnehjemsudstillingen med relation til deres egen individuelle fortid. 
Det, som slog mig ved disse mennesker, var, at udtrykket ”tiden læger alle sår” ikke gør sig gældende for dem. De ar på sjælen, som de forhenværende børnehjemsbørn bærer rundt på, har fulgt dem igennem hele deres liv. Deres minder blev udløst ikke blot igennem udstillingens genstande, men vækkes også til live igennem kroppens erindringer som lyd, lugt og følesans. På den måde gøres deres tidligere liv bogstaveligt talt håndgribeligt igennem fortidens ting, da deres følelser, oplevelser og erfaringer ligger lagret heri. Ting, som vi andre finder ganske hverdagsagtige og ubetydelige, kan gennem tid og rum sende de tidligere anbragte direkte tilbage til deres institutionstid, og gøre fortiden fuldt nærværende i nutiden.

HVIS DU SOM barn ikke kunne fordrage havregrød og blev tvunget til at spise den, indtil du kastede op i tallerkenen, så kan erindringen hjemsøge dig for eftertiden. Hvis de ansatte mente den bedste pædagogiske tilgang var at lade dig spise grøden iblandet dit eget bræk for at give dig en lærestreg om, at ”man spiser, hvad der bliver sat på bordet”, så vil modvilje og væmmelse stige op i halsen på dig, hver gang du ser eller lugter havregrød.

HVIS DU HAR LIGGET SAMMENKRØBET I ET HUNDEHUS af frygt for at få tæv, så glemmer du aldrig tiden mellem dine anbringelser, hvor staten mente, at din mor omsider var i stand til at tage sig af dig, og du derfor blev sendt hjem. Hjem til en mor og stedfar, som tæskede dig i en sådan grad, at du lærte at genkende og aflæse deres kropssprog, stemmeføring og den måde bildøren smækkede på, inden helvede brød løs. Eneste sted at søge ly var i hundehuset med hunden Rex. Her lå du med din hovedpude, lille bamse og Rex, blot for at føle omsorg fra et andet levende væsen.

HVIS DU VIL SKJULE DIN BARNDOM for andre, så er du måske blevet 50-70 år gammel uden at have delt din livshistorie med selv din egen familie. Du vil hellere amputere din barndom, end at lade den dukke op til overfladen. En barndom, hvor kærlighed var så fraværende, at du skrev postkort til dig selv og lod som om de var fra en omsorgsfuld bedstemor, så du i det mindste kunne dagdrømme om at være elsket.

DEN FLYGTIGE KONTAKT jeg havde med de tidligere anbragtes historier, fyldte mig med tristhed, for jeg kan kun forestille mig, hvilken påvirkning hændelserne til stadighed har på dem, og hvordan de lever med disse erindringer. 
I mere end 10 år har de forhenværende børnehjemsbørn kæmpet for at blive hørt. For nylig fik sagen fornyet opmærksomhed med filmen ”Der kommer en dag”, men officielt har der ingen anerkendelse været fra den danske stat. Norge, Sverige og Finland har igennem de sidste 11 år alle udstedt en officiel undskyldning overfor deres tidligere børnehjemsbørn. Deres oplevelser accepteres som en del af landenes historie; fortidige hændelser som velfærdsstaten nutidigt tager ansvar for ved at erkende dets fejltrin. Lande vi almindeligvis sammenligner os med.

EN OFFICIEL ANERKENDELSE af de tidligere anbragtes oplevelser, vil ikke ændre deres fortid. En fortid præget af fysiske som psykiske krænkelser og afstraffelser, der undertrykte børnene og efterlod dem med en evig længsel efter opmærksomhed. En fortid med mangel på omsorg, savn efter bekræftelse og en følelse af aldrig at være god nok, som har formet de tidligere børnehjemsbørn i deres nutid som et livslangt tabu. Det vil ikke give dem bedre forhold at vokse op under. Det vil ikke slette de smertefulde minder. Det vil ikke give kærlighed, hvor der ingen fandtes. Men det vil måske give dem en værdig afslutning på deres institutionstid. Det vil muligvis gøre dem i stand til at påbegynde den helingsproces, der aldrig fandt sted. Det vil eventuelt give dem en følelse af, at det system, som lod dem i stikken, fra nu af vil forbedre sig og aldrig lade det overgå andre. Det vil måske vise dem, at de ikke er alene; at deres historie bliver hørt af det omgivende samfund. At de er en del af Danmarkshistorien.

Grønnemoseværkstederne i Svendborg, er et beskyttet beskæftigelses- aktivitets- og samværstilbud for personer med nedsat fysisk/psykisk funktionsevne.

Medarbejderne (brugerne) på Grønnemoseværkstederne har lavet en udstilling om værkstedernes historie i medarbejderperspektiv, "for historien er "for det meste skrevet af "dem der bestemmer". Udstillingen er på besøg på Danmarks Forsorgsmuseum, hvor den kan ses i museets "Klistersal" fra d. 23. maj og frem til og med søndag d. 28. maj.

I et lille klip på Facebook fortæller medarbejder (bruger) Thomas Christoffersen lidt om udstillingen. (Arbejder på at få klippet til at ligge herunder).

Avisen.dk bringer i dag d. 9. april 2017 et interview med museumsinspektør Jeppe Wichmann Rasmussen. Interviewet handler om fattigdomssyn og metoder til bekæmpelse af fattigdom før og nu og om "Skjulte Danmarkshistorier". Klik her og læs interviewet.

"Vi bruger fattiggårdens rammer til at fortælle om- og debattere fattigdom før og nu. Noget af det, vi gør, er at påpege, at vi i dag forsøger at løse nogle af de samme problemer med fattigdom og socialt udsathed, som vi gjorde for 150 år siden, og at vi på nogle områder bruger metoder og værktøjer, der minder om dem, man brugte på fattiggården."

"Vi har rykket os meget som samfund. Noget af det, der mangler, og minder mig om livet på fortidens fattiggård er, at der ikke var tid og plads til at behandle fattiggårdens indlagte som individer, der var to grupper: værdigt trængende og uværdigt trængende, og hver gruppe blev behandlet under et sæt regler, som var det samme uanset, hvem man var, og hvilke problemer man havde. I fattigdomsdebatten i dag er der en tendens til, at man gør det samme. Man reducerer socialt udsatte og hjemløse til en stor grå masse", udtaler Jeppe Wichmann Rasmussen bl.a. i interviewet.

Husk, at I kan se de skjulte danmarkshistorier på museet og på: www.skjultedanmarkshistorier.dk

”Skjulte Danmarkshistorier” er blevet til i et samarbejde mellem Danmarks Forsorgsmuseum, Forsorgscenter Sydfyn, SAND – de hjemløses landsorganisation og Instafilm, og er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen og Nordeafonden og del af satsningen "Historier om Danmark".