Rejseberetning nr. 1 fra Jacobs og Sarahs tur “Down Under”: 

I dag har været en uforglemmelig dag med besøg på en række tidligere børnehjem med Frank Golding som guide. Frank er selv tidligere anbragt og kan se tilbage på en barsk barndom og et voksenliv, som underviser, forfatter og aktivist i spørgsmålet om at skabe “social justice” for tidligere anbragte børn. 

Frank tog sammen med Adele de to svendborgensiske museumsfolk med til først Melbourne, hvor de besøgte McKillop centret, som tidligere var et børnehjem, og som i dag bl.a. støtter tidligere anbragte i at få adgang til deres journaler. Derefter gik turen til den gamle guldmineby Ballarat. Byen havde tidligere intet mindre end 24 tidligere børnehjem, hvor mange blev drevet af katolske ordner. Herunder Franks eget, som desværre i dag er en ruin og hvor hjemløse har overtaget de kolde og golde rum. 

Der var et trist besøg i byen men også tankevækkende. Bl.a. fordi der var flere eksempler på, hvordan man i nutiden forholder sig til, støtter og anerkender f.eks. ofre for seksuelt misbrug på nogle af disse børnehjem. 

Frank Golding har sin egen hjemmeside http://frankgolding.com/ og er desuden en af grundlæggerne af CLAN - en støtteorganisation af og for tidligere børnehjemsbørn http://www.clan.org.au/


Turen er planlagt som led i forsknings- og formidlingsprojektet Velfærdshistorier fra kanten og støttet af Velux-fonden samt Slots- og kulturstyrelsen.

Læs mere om museets forskning.

Frank Goldings selvbiografi. Det er Frank i midten med hånden på sin mors lår. De andre børn er hans brødre og manden hans har. 400x
Frank Goldings selvbiografi. Det er Frank i midten med hånden på sin mors lår. De andre børn er hans brødre og manden hans far.























Frank Adele og Jacob foran det forladte Ballarat Orphanage 400x300Frank, Adele og Jacob foran det forladte Ballarat Orphanage.













Jenny Glare til venstre for Jacob arbejder som socialrådgiver på McKillop centret hvor hun hjælper tidligere anbragte med at få adgang til at læse deres journaler 400x300Jenny Glare til venstre for Jacob arbejder som socialrådgiver på McKillop centret, hvor hun hjælper tidligere anbragte med at få adgang til at læse deres journaler.












St. Vincent de Pauls Orphanage South Melbourne 400x300













Loud Fence movement er bånd bundet på hegnene på de institutioner hvor der har været seksuelt misbrug af børnene. Båndene er sat af almindelige borgere på for at synliggøre 300x400“Loud Fence movement” er bånd bundet på hegnene på de institutioner, hvor der har været seksuelt misbrug af børnene. Båndene er sat af almindelige borgere på for at synliggøre og anerkende de tidligere anbragtes sag.
















Adele binder sit bånd på et af de mange hegn 300x400Bamse på hegnet 300x400Adele binder sit bånd på et af de mange hegn.

















CAFS er et andet støttetilbud Children and Family Services i et mere end 100 år gammel børnehjem der nu er lukket men som nu støtter familier i kriser 300x400CAFS er et andet støttetilbud (Children and Family Services) i et mere end 100 år gammel børnehjem, der nu er lukket, men som nu støtter familier i kriser. Og som netop har åbnet en udstilling og et støtte- og forskningscenter for stedets tidligere anbragte børn.
















Firkløveret foran et tidligere pigehjem der nu er plejecenter 400x300Firkløveret foran et tidligere pigehjem, der nu er plejecenter.
Jacob og Sarah har sat kursen mod Australien.

De næste to uger skal de to både fortælle om museets arbejde med tidligere børnehjemsbørn og møde en masse spændende mennesker, som på forskellig vis kan gøre dem klogere på dette vigtige område. Herunder bl.a. den internationale museumsekspert Dr. Adele Chynoweth. 

Turen begyndte med et besøg i cockpittet - intet mindre kan jo gøre det, når museumsfolkene på tur har særlige forbindelser. 

Vi lover løbende opdateringer fra Down Under.  

Turen er planlagt som led i forsknings- og formidlingsprojektet Velfærdshistorier fra kanten, og den er støttet af Velux-fonden samt Slots- og Kulturstyrelsen.

Læs mere om museets forskning.

SarahJacobAustralien 01 400x

Tæpperne er slidte og brillerne er forsvundet sammen med piben og askebægeret.  Vores mange besøgende sætter deres spor på udstillingerne.

Vil du hjælpe museet?

Har du et tæppe, et par briller, en pibe eller et askebæger, der tidsmæssigt hører hjemme i 50-60'erne eventuelt tidligere, og som du vil donere til Forsorgsmuseet, så tag et billede, skriv målene på tæppet og send det til info@svendborgmuseum,. Vi kontakter dig, hvis vi mener, det passer ind i udstillingen, eller vi gerne vil gemme det som reserve. 

Tæpperne behøver ikke at være identiske med de slidte, vi har. Billederne bringes for at give dig en idé om, hvordan de kan se ud og hvilken størrelse, de skal have. Desværre har vi ikke billede af pibe og askebæger.
Det store vendetæppe måler 245 x 345 cm.

Tæppe3Tæppe2 Tæppe1Briller 800x600 Tæppe Tæppe4
Den 26. september fortalte museumsinspektør, Jeppe Wichmann Rasmussen fra Odense Teaters store scene om børn og fattigdom i 1800-tallet .

Anledningen var et fyraftensarrangement for undervisere - et arrangement, som teatret afholdt i forbindelse med deres opsætning af Charles Dickens' berømte roman om den fattige og forældreløse dreng "Oliver Twist". 

Foredraget handlede om fattige børns levevilkår fra 1830’erne, hvor Oliver Twist foregår, og frem til begyndelsen af det 20. århundrede. Jeppe forbandt generelle fortællinger om menneske-, fattigdoms- og børnesyn, børneopdragelse og ikke mindst fattig- og opdragelsesanstalter med autentiske skæbneberetninger om fattige børn i 1800-tallets Danmark, og gav bud på, hvilke historiske emner, man som underviser, kan dykke ned i.



I dag afholdt museet endnu en "Mindemandag" for tidligere børnehjemsbørn, hvor tiden som anbragt mindes, deles og debatteres. 

Bente, Poul og Peter lagde vejen forbi museet, og selvom de tre ikke havde mødt hinanden før, delte de åbenhjertigt både svære minder, refleksioner og holdninger til det at leve med minder fra tiden som børnehjemsbarn. 

Ved dagens afslutningen beskrev de tre deltagelsen i "Mindemandagen" således: 
"Det har været berigende, positivt og lidt hårdt følelsesmæssigt." (Poul), "Tænk at vores historie, der har været usynlig for så mange, bliver gjort synlig af museet." (Bente), og "Det er som om, at jeg går lettere herfra." (Peter). Tak til de tre og alle de andre børnehjemsbørn, der deler deres minder, for at gøre os andre klogere på det at vokse op på børnehjem."Mindemandagene" er del af forsknings- og formidlingsprojektet "Velfærdshistorier fra kanten, og de faciliteres af Stine Grønbæk Jensen og Sarah Smed.

Læs mere om museets forskning.PoulPoul: "De fysiske ar forsvinder, men den evige angst for tæsk tatoveres i dig for evigt".

Poul2Poul som 6-7 årig på Holsteinsminde. Billedet fandt han, da han som voksen genbesøgte børnehjemmet.

BenteDet var især ved mærkedage, at der blev taget billeder. Her er det et fotografi fra julen på børnehjemmet, som blev gengivet i den lokale ugeavis. Det ser hyggeligt ud, men det er ikke de følelser, Bente forbinder med julen.

PeterPeter husker især følelsen af at blive misforstået fra sin skoletid. Hver gang han hører raslende nøgler, vækkes minderne om diktat. Blev nøglerne stille, varslede det et slag i hovedet.