Et af museets fineste oplevelser er det gamle måtteværksted, hvor frivillige holder liv i de gamle væve og håndværket med at væve de solide måtter af kokosgarn, som man også gjorde i Fattiggårdens tid.

Løber 600x600I mange år har man desværre ikke kunne væve de lange løbere, da den gamle store væv er blevet for skrøbelig. Men men men.... med fingersnilde, ildhu og stor kreativitet har Andrew, en af museets frivillige, bygget en kopi af den oprindelige væv. Så nu kan der atter væves de lange løbere. 

I den forgangne tid er der så blevet trænet og testet, og nu ligger det første resultat smukt til skue. Nye frivillige kræfter er også kommet til: Bl.a. Jim Panda, som er blevet oplært af den kyndige lærermester Inger. 

I weekenden er Panda igang med vævningen igen, når han ikke lige sælger Hus Forbi. Og vi skulle hilse og sige fra ham, at man er mere end velkommen til at slå et smut forbi værkstedet og se vævningen af den næste måtte skride frem.