Den 14. marts fik over 300 1.G'ere en solid lokalhistorisk bagage, da Svendborg Museum for tredje gang afholdt Historiens Dag sammen med Svendborg Gymnasium.

Via 7 poster kom eleverne rundt i Svendborgs bondestenalder, middelalder, søfart, industrialisering, velfærd, kirkegårde og besættelsestid. Ambitionen er, at når eleverne fremover får undervisning i historie, så kan de koble det lokale og det globale - og de får et helt andet forhold til deres by.

Dagen startede med et stafetoplæg på gymnasiet, hvor de 6 museumsfolk og Tommy fra Svendborg Kirkegårde gav smagsprøver på de gode historier foran en fyldt aula. Alle havde genstande med - og Ulrik tog nok præmien for størst showmanship, da han fik tændt en medbragt tændsats fra besættelsestiden midt i aulaen. Heldigvis uden sprængstof tilknyttet.

Til dagen var der  lavet undervisnings- og kildemateriale, så det var nogle velforberedte unge mennesker, vi fik fornøjelsen af at undervise.