Oskar Plougmand var statens tilsynsførende på landets skolehjem fra 1970-1976. Han gjorde noget, der med nutidens øjne kan virke ganske oplagt, men efter datidens standard var intet mindre end banebrydende: Han talte f.eks. med børnene. Han spurgte ind til deres hverdag på institutionerne uden for de voksnes ører. Og han reagerede resolut, når han fandt anledning til bekymring. Hvilket han bl.a. gjorde på Godhavn Drenge- og lærlingehjem, som det er filmisk beskrevet i en rørende scene i ‘Der kommer en dag’. 

I dag var Plougmand på besøg på museet til en snak om bl.a. sit og museets arbejde vedrørende børneforsorgens historie. Adspurgt om hvordan det er at have en helt særlig rolle for mange tidligere anbragte, sagde Plougmand: “Jeg er jo fra Jylland, og jeg gjorde jo bare det, som virkede oplagt: Snakkede med børnene. Min opgave var sådan set meget enkel at beskrive: Jeg skulle sikre, at børnene trivedes fysisk og psykisk. Det var beskeden fra forsorgsdirektør Horsten, da jeg blev ansat.” 

Før Plougmand tiltrådte sin nye stilling, flyttede han ind på et skolehjem og boede der en uge, så han på egen krop vidste, hvad det handlede om.

Vi er meget glade for Plougmands besøg og taknemmelige for, at han deler ud af sin viden og indsigt og på denne måde støtter museets forskning og formidling. 

Oscar Plougmands bog "Humor og glæde i børne(for)sorgen kan købes i museets webshop.

Hvert efterår bliver der afholdt "Minikulturel Rygsæk" i Svendborg.

I år har museet haft den store glæde at kunne invitere de to dygtige filmfolk Abbi Mayoh Moreno og Jesper Quistgaard til Danmarks Forsorgsmuseum, hvor de har undervist 55 11-12-årige skoleelever fra Ollerup Friskole og Ørkildskolen i at producere deres egne kortfilm.

Jeppe fra museet brugte en time på at fylde elevernes hoveder med historier om Fattiggården og fattige børn og voksnes vilkår i 1800-tallet, hvorefter Abbi og Jesper indviede dem i filmproduktion. Eleverne gik til opgaven med krum hals, og i løbet af fem timer blev der udarbejdet 12 fine kortfilm.
Filmen her giver en lille smagsprøve på elevernes kortfilm. Kortfilmene kan ses i fuld længde på museets Youtube-kanal: https://www.youtube.com/user/Forsorgmuseet

"Minikulturel Rygsæk" ejes og arrangeres af "Børne- og Ungekulturelt Netværk Svendborg Kommune" også kaldet BUK-netværket.
16. juli 1913 blev den 30-årige Agnes Sambleben indlagt på Forsørgelseafdelingen med sine 6 børn. Hun blev i protokollen beskrevet som "Omrejsende Musikker". 

Agnes Rose blev født i Tyskland og var del af en stolt og traditionsbunden romafamilie. Hun var som 17-årig blevet lovet væk til en af truppens unge mænd, men da familien opholdt sig på et marked i Hamborg, forelskede hun sig hovedkuls i artisten Josef Sambleben. De flygtede sammen til Danmark, da Agnes' familie ville ombringe Josef. Efter en dramatisk flugt nåede de efter nogle dage Kolding, hvor de i al hast blev gift. 

Agnes1I en beskrivelse fra 1909 blev Josef beskrevet som "den sagtmodige Mand med de lysblaa Øjne" og Agnes som "en lille, mørk Kone, men fint bygget, rask og kæk af Holdning. Øjnene livlige og sorte; Tænderne stærke og hvide".

Agnes og Josef fik 12 børn sammen, som alle også selv blev rejsende. De fik et langt liv sammen, inden Agnes i en sen sin alder blev enke.

Livet var på ingen måde nemt for Agnes, og det beskrives, hvordan hun ofte selv måtte "drage om paa egen Haand, ti Josef er blevet ganske forfalden, og det meste hvad de tjener gaar til Drikkevarer". Om det var derfor, at Agnes blev indlagt i 1913 med de da 6 børn, ved vi ikke, men vi ved, at hun var her i en uge og forlod Fattiggården til "selverhverv" - sammen med sine børn.

Agnes til højre, de første 3 børn: Alma, August og Leonard og Josef til venstre i 1909. 4 år før deres indlæggelse på Fattiggården.


Via dette link kan man, helt unikt, se Agnes i 1962, da Blushøjlejren ved Valby, hvor de rejsende havde sat deres vogne op, skulle ryddes.

Desuden kan man på Spotify finde Agnes, der synger den danske folkevise "Det var en kold oktobernat". (Søg på "Agnes Sambleben og Sylvia Eriksen")

Agnes var uden tvivl gjort af et helt særlig stof! Hvordan hun har oplevet sine dage på Fattiggården, hvor sang og musik var forbudt kan vi kun gisne om...

LAgnes2 600x800ya, Agnes' barnebarn skriver i en kommentar på Facebook: Jeg vil prøve at spørge min mama, om hun har hørt om den oplevelse, at min bedstemor (mormor) var sådan et sted [fattiggården], og om hun kender grunden til det. Tror måske selv, det har været noget med bedstefars papirer, der måske ikke har været i orden. Men jeg kan også kun gisne om det.

Vognparken blev oprettet i 1948 på blushøjvej tæt på Gl.Køgelandevej. Den blev oprettet , så det farende folk havde et fast sted at slå sig ned, når de om efteråret vendte hjem fra rejsen. Og børnene kunne gå i EN skole fra efteråret og til foråret, hvor omrejsende Tivoli og andet trak i de farende, urolige sjæle.

Jeg er selv født og opvokset der. Min mama er den yngste af de 12 børn og lever endnu, snart 94 år gammel. Vi boede hele livet 5 skridt fra bedstemor og bedstefar. VERDENS BEDSTE BEDSTEFORÆLDRE.
Hilsen Lya

Billedet til højre: Agnes og Christian i 1961 i deres beboelsesvogn i Blushøjlejren.

Spændende hvad sådan en uge på fattiggården i Svendborg kan føre til, hvis en historiker begynder at grave i diverse arkivalier.

Agnes7 600xI flere af kommentarerne udtrykkes der udren over, at Agnes blev sendt på fattiggården. 
Vores eminente "arkiv-detektiv" Martin Friis Hansen har fundet ud af, at det var betleri, som var grunden til arrestationen, som førte til, at Agnes og de 6 børn blev sendt på fattiggården. Dette står at læse i Svendborg Arrests protokol. Her står desuden, at Christian blev arresteret med 17,42 kroner på lommen (eller måske i sparebøssen?) Et beløb, som svarer til lidt over 1000 kr. efter nutidens værdi. Christian blev løsladt d. 23. juli 1913 kl. 11, og det lader det til, at han kort efter har afhentet Agnes og børnene, idet de forlader Fattiggården samme dag. En efter alt at dømme glædens dag for den rejsende familie, som nu atter var samlet.

Agnes bogSkulle nogen have lyst til at dykke ned i denne og andre danske rejsendes historie, så skal denne bog af Anders Enevig have vores varmeste anbefalinger med på vejen.

Cecilie Jensen fra 9. på Vestermarkskolen, har i den forløbne uge været i praktik som historiker og formidler hos Sarah på museet. Cecilie fordybede sig i bl.a. Rasmine Sofie Skovs historie, som siden hun var 14 år gentagende gange var indlagt på Fattiggården. 

Cecilie har formidlet Rasmines historie både for andre elever og for socialrådgivere, og hun har endda også skriftligt formidlet historien målrettet jævnaldrende unge. Her skriver Cecilie bl.a.: "Dét, at lytte til og læse Rasmines historie, vil give dem (de unge) et indblik i, at de ikke er alene. Hendes historie åbner op for og viser, at der er mange, som rent faktisk har haft det på samme måde - både unge i dag men også unge fra historien. Det er en rigtig vigtig pointe, som jeg er sikker på, ville hjælpe mange unge."

Vi synes, at Cecilie er topsej og er meget imponeret over hendes iver og indsigt, og så glæder vi os til snart at se hende på museet igen. 

Her er, hvad Cecilie har skrevet: 

Rasmine Sophie Skov var en pige der var indlagt på Fattiggården 5 gange, i perioden 1900-1904. Hun blev født i 1886 i Bregninge på Tåsinge. 
Hendes mor nægtede at tage sig af hende, og Rasmine kom derfor på børnehjem. Hun boede f.eks. også på Magdalenehjemmet for “unge vildfarne piger”.

Første gang hun blev indlagt på Fattiggården, var hun kun 14 år. Hvilket ville sige, hun stadig var et barn i vores øjne i dag, men dengang anså man altså hende på 14 år som voksen.. 
Hun blev indlagt, fordi hun var blevet dømt for at smitte andre med kønssygdommen syfilis, men også på grund af prostitution. 

Hun har ikke kun været indlagt på Fattiggården, men hun også været i fængsel. Den sidste gang, hvor Rasmine var i fængsel, blev hun overført til hospitalet i en kort periode. Man fandt ud af, hun var gravid med tvillinger. Rasmine vidste ikke hvem faren var. 

På Svendborg sygehus fødte hun en sund og rask dreng, mens det andet barn var dødfødt. Den sunde raske dreng kom til at hedde Einar Skov. Rasmine blev efter fødslen indlagt for behandling af kønssygdommen syfilis.Men noget tid inde i den her behandling, flygter hun med sit barn. Hun bliver efter nogle timer fundet igen og anholdt af politiet. 

Rasmine får taget barnet fra sig, og han bliver sendt i pleje eller på børnehjem. 

I 1915 flyttede Rasmine til København, hvor hun bliver gift 2 gange. Første gang var med Hans Mikkel Hansen, som var tømrersvend. Nogle få år efter de blev gift, dør Hans Mikkel Hansen af gasforgiftning. Meget kort tid efter gifter, Rasmine sig igen. Denne her gang var det med Johan Adam Jensen. Johan var malermester. Sidst man høre fra parret var i 1930’erne, hvorefter de forsvinder. 

Rasmines historie i dag
Jeg tror, at Rasmine var en pige, der havde brug for kærlighed og brug for en mor. Hun blev jo fravalgt af sin mor, hvilket gør ondt at læse. Hun har jo skulle leve med et sår af svigt fra sin mor for altid. 
Rasmine kom på børnehjem. Hvor jeg tænker, at hun aldrig nogensinde har følt sig helt velkommen, fordi det er svært, som barn at lade andre holde af en, når man er blevet svigtet af én, som man bare havde brug for. Hvilket jeg personligt tænker, må have gjort det svært for hende at føle sig tryg og elsket. Men det har måske også gjort, at hun har truffet de lette valg - i stedet for og gå den svære vej. Det lette valg dengang var jo f.eks og være en prostitueret. 

Da hun bliver gravid, stikker hun af med barnet. Jeg tror, at hun stikker af for at give barnet en mulighed for at vokse med en mor, som Rasmine jo ikke gjorde. 

Hvorfor er den her historie aktuel selv i dag?
Den her historie om den her uforglemmelige pige er mega meget aktuel i dag. Det er den fordi, der er mange unge, som jo stadig bor på en institution eller i en plejefamilie. Som også har følt det her svigt, som jeg er sikker på, Rasmine også har følt. Hvilket vil sige, at der er rigtig mange unge, der kan spejle sig i hendes fortælling. Jeg kan f.eks selv spejle mig rigtig meget i hendes historie. 

Den her historie, som Rasmine historie viser, har ikke kun hun følt; det har rigtig mange andre mennesker også. Ikke kun i den tid hvor Rasmine levede, men også her i nutiden. Derfor synes jeg, at Rasmines historie skal mere ud til unge. Det skal den, fordi der er så mange unge, som tror de er de eneste, der har deres problemer.

Dét, at lytte til og læse Rasmines historie, vil give dem et indblik i, at de ikke er alene. Hendes historie åbner sig op for og viser, at der er mange som rent faktisk har haft det på samme måde - både unge i dag men også unge fra historien. Det er en rigtig vigtig pointe, som jeg er sikker på, ville hjælpe mange unge. 

Vi kan bruge historien til mere, end vi lige går og regner med, og det her er en af de gange. Personligt synes jeg selv, at vi nogen gange glemmer historien, og det er en skam. For Danmark har en fantastisk tankevækkende historie, som skal passes på, og som skal fortælles igen og igen. Rasmine’ historie kan hjælpe mange unge, og det vil der være mange andre historier der også kan.

I dag bringer Fyns Amts Avis et debatindlæg af museumsformidler og historiestuderende Christina Holst. 
I debatindlægget skriver Christina om fattigdomsbekæmpelse før og nu og kommer bl.a. med følgende opfordring:

"Vi må ikke ignorere, at en betydelig del af vores medborgere lever i relativ fattigdom og social eksklusion. Lad os udrydde relativ fattigdom ved at inkludere socialt udsatte borgere. Lad os lytte til deres erfaringer. Lad os lære af dem".

FN's internationale dag for udryddelse af fattigdom er den 17. oktober. Så lad os debattere, hvorfor relativ fattigdom er et problem - og hvordan vi udrydder det.

Kom og deltag i fattigdomsdebatten tirsdag den 17. oktober på Danmarks Forsorgsmuseum, som har til huse i den gamle Fattiggård i Svendborg. Museet forsøger at udrydde fattigdom i Svendborg for en dag med debat med repræsentanter fra Sand - De Hjemløses Landsorganisation, Kirkens Korshærs suppekøkken og tankevækkende rundvisninger på Nordens bedst bevarede fattiggård.

Følg linket og læs hele Christinas debatindlæg:

Udklip fattigdom 774x