Postbådens HJORTØs bådelaug har modtaget prisen "Sammen kan vi mere" på 15.000 kr.  Prisen blev overrakt torsdag den 17. marts 2016 på Andelskassens aktionærmøde i GOG Arena under overværelse af 450 aktionærer.

Postbåden Hjortøs Bådelaug blev indstillet til prisen med denne begrundelse:

Bådelauget består af 16 aktive seniorer med en gennemsnitsalder på 75 år. Bådelauget har siden 2005 påtaget sig opgaven med at holde den gamle Hjortø postbåd i original og sejlklar stand. De 16 seniorer bruger hvert forår hundredevis af timer med at skrabe, male og lakerere. I sejlsæsonen sejler bådelauget med bevaringsforeningens små 200 medlemmer, både ud til småøerne i Det sydfynske Øhav og i Svendborgs nærområde.

Ud over selve sejladsen er postbåden og dens bådelaug en vigtig kulturformidler i Det sydfynske Øhav. Bådelaugsmedlemmernes alder og det faktum, at mange at medlemmerne har sejlet i Det sydfynske Øhav gør, at mange af medlemmerne husker den tid, hvor postbåden Hjortø lagde til på siden af Ærø-færgen i Højesteneløbet og har oplevet livet på småøerne. Denne kulturhistorie er medlemmerne gode til at formidle videre til kommende generationer.

Fakta om postbåden

Postbåden ”Hjortø” blev bygget hos H. Henningsen i Rantzausminde i 1954 til postfører Jørgen Greve Rasmussen på Hjortø.
Fra 1954 til 1969 sejlede postbåden ud fra Hjortø og lagde til på siden af Ærø-damperen, hvor post, passagerer, købmandsvarer, mælkejunger, levende dyr m.m. blev udvekslet.
Fra 1969 til 1976 sejlede postbåden til Vornæs. Båden blev taget ud af drift i 1976 og fungerede herefter som privat fartøj for Greve Rasmussen.
I 2004 døde Greve Rasmussen og boet testamenterede båden til Svendborg Museum, der overlod driften til en bevaringsforening, Postbåden Hjortøs Venner, der i dag har ca. 200 medlemmer.

Af foreningens midte valgtes et bådelaug, der i dag består af 16 aktive seniorer, hvor gennemsnitsalderen er tæt på 75 år. Bådelaugets opgave er at formidle bådens historie, sejle, vedligeholde og skaffe midler til postbådens drift.
Postbåden sejler hvert år ture på sundet eller ud til øerne med foreningens medlemmer. Virksomheder bruger ofte postbåden til repræsentative sejladser/transport til Troense, Valdemars Slot, Christiansminde eller Stella Maris. 

Læs evt. mere her.



 

Kom med på en tur langs bolværket på Danmarks bedst bevarede erhvervshavn.

Ifølge Slots- og Kulturstyrelsen får man ingen andre steder et så fint indtryk af danske havnes indretning og funktion i første halvdel af det 20. århundrede. Svendborg Havn har i modsætning til andre havne bevaret sin karakter og sit liv, hvilket gør den til en enestående oplevelse.

Svendborg Museum leder turen og beskriver en perlerække af bygninger på Svendborgs havnefront, fra Den runde lystbådehavn i vest til roklubben i øst. De store og små bygninger fortæller historie om færgefart og mæglervæsen, skibsbygning og rederivirksomhed, handel og produktion, mad og drikke, toldvæsen og havnedrift, fiskeri, fritid – og ventetid.

Fælles for alle bygninger er deres betydning for havnens udvikling, og tilsammen fortæller de derfor hele havnens historie.



 

Svendborg Museums projekt "På opdagelse på Skarø" er nomineret til Historiske Dages Fornyelsespris, der præmierer nyskabende, overraskende og anderledes måder at formidle historie og kulturarv på.smile-humørikon

Der er 9 andre nominerede til prisen, og vinderen afsløres d. 9. april kl. 15.15 i Øksnehallen i forbindelse med Historiske Dage.

I "På opdagelse på Skarø" inviterede vi, sammen med Svendborg Kommune, 130 skolebørn til Skarø, hvor de var på strandsafari, løste historiske opgaver og indsamlede genstande om øliv.

Deres indtryk blev til en anderledes udstilling på Svendborg Bibliotek om udkantsliv set fra børnenes perspektiv. 

Se TV2Fyns indslag om udstillingen.


 

Den gamle havneportal, der i knap 50 år stod ved Vindeby-overfartens færgeleje på Fynssiden og markerede indgangen til øhavet, skal takket være en generøs donation fra Fonden for Fynske Bank op at stå igen. Planen er, at portalen skal indvies d. 18. november i år på 50-året for Svendborgsbroens indvielse.

Læs nærmere om Fondens donation, Launy Lindahls ditto og Svendborg Museums og Svendborg Havns projekt i Fyns Amt Avis d. 5. marts 2016.

PS: Som en lille note til artiklen skal anføres, at færgeriet i 1926 ikke blev fæstet væk af baronen fra Valdemar Slot, men solgt.

Læs historien på Svendborg Historie.

PortalSkrot 774x436



 

Som det første museum i Danmark har Svendborg Museum i projektet "Kassation til nyt liv" fået lov til at lade de genstande, der udskilles af samlingerne, gå tilbage til samfundet.

Svendborg Museum har gennem de seneste 6 år brugt mange ressourcer på en kritisk gennemgang af samlingerne, og flere hundrede genstande er kasseret. De fleste til destruktion. Før projektet startede stod en stor samling udskilte møbler og afventede deres fremtidige skæbne: borde, stole, standkister, dragkister mv. Med projektet "Kassation til nyt liv" kunne vi vise et alternativ til destruktion. Projektet eksperimentede med en ny kassationsmetode, hvor genstande får nyt liv - en ny historie - i samfundet. Tanken er, at i stedet for at komme på forbrændingen, kan genstandene komme ud på skoler, teatre, biblioteker og andre offentlige institutioner og foreninger, hvor de kan få en ny funktion.

Projektet, som var støttet af Kulturstyrelsen, er afsluttet.

Se TV2Fyns udsendelse om projektet "Kassation til nyt liv".

Baggrunden for projektet

Museernes samlinger er hjertet i den danske kulturarv, og museumsgenstandene er helt essentielle i museernes daglige arbejde. 

Indtil omkring år 2000 var samlingerne næsten udelukkende præget af tilvækst. Museer landet over indsamlede værdifuld kulturarv af hjertens lyst - til gengæld kneb det mange steder med en grundig registrering og en forsvarlig opbevaring. De færreste museumsfolk reflekterede over sammenhængen mellem museets forskning og samling. De genstande som et museum har i deres varetægt bør være genstande, der kan fortælle os noget. Det stiller krav til, at museet ved noget om tingene. Hvem har lavet det, ejet det, brugt det? Hvad er det brugt til, og hvorfor er netop denne genstand særlig? Museernes genstande skal hver og en have en historie at fortælle.

Siden årtusindskiftet har arbejdet med samlingerne ændret karakter. Mange museer har kigget kritisk på deres genstandssamling - ofte i forbindelse med en kvalitetsvurdering. I forlængelse heraf er ganske mange genstande blevet indstillet til udskillelse, fordi deres kulturhistoriske og museale værdi ikke kunne bestå en revurdering. De fortalte ikke en historie. I 2011 blev 4.500 genstande kasseret. I 2012 var tallet 12.000, og siden formodes antallet snarere at være steget end faldet. En del genstande har i udskillelsesprocessen fundet vej til museernes egen formidling, fået et nyt hjem på andre museer, og enkelte er kommet tilbage til giveren. I de fleste tilfælde har udskillelse imidlertid betydet destruktion. 

Destruktionen sker ud fra Kulturstyrelsens retningslinjer, der bygger på faglige og etiske hensyn. Men er det i virkeligheden uetisk, at museerne destruerer genstande uden at skele til, at de vil kunne få et nyt liv uden for museet?

Destruktion som definitiv løsning for de ting, museerne ikke ønsker at bevare længere, er fremkommet som en juridisk skudsikker løsning på håndtering af ting, som er doneret til museet i den hensigt, at det skulle forblive der. Spørgsmålet er, om destruktionen i alle tilfælde er nødvendig. I hvert fald har vi på Svendborg Museum følt det højst ubehageligt at sende fint gammelt håndværktøj, landbrugsredskaber, musikinstrumenter, møbler, husgeråd osv. på forbrændingen. I offentligheden bliver den nuværende kassationspraksis mødt med hovedrysten. Også fra politisk side har museerne mødt kritik for destruktion af anvendelige genstande.